Horsens Kajaklub – Debut for hjemmeside
02.04.2005 Ved indgangen til den nye sommersæson 2005 går Horsens Kajakklub i luften med en hjemmeside. Medlemstallet i Horsens Kajakklub har de seneste år været stødt stigende og interessen for sporten er for øjeblikket meget stor, hvilket tydeligt ses af den lange venteliste. Rigtig mange ønsker at komme i gang med kajaksporten. Hvis du er en af dem, der gerne vil i gang, kan gå ind og tilmelde dig via menupunktet ”Klubben”. Her finder du et punkt ”Sådan bliver du medlem”. I løbet af sæsonen vil der desuden tre gange blive afholdt ”Åbent Hus”, hvor du kan få lov at prøve at ro i kajak. Hold øje med vores ”Kalender”. Heraf vil datoerne fremgå!
Kajaksport er for alle – både for dem, som gerne vil motionere og for dem, som gerne vil konkurrere. Klubben har p.t. ingen eliteafdeling, men der bliver arrangeret ”handicapløb”, hvor alle kan konkurrere mod alle.
Fælles for kajakroerne er glæden ved naturen, den friske luft – muligheden for at dyrke sporten alene eller i fællesskab med andre. I Horsens er vi begunstiget med en rigtig dejlig fjord med tilstødende åløb, som giver mulighed for utallige ture. Desuden arrangeres ture til fremmed rovand, og der er mulighed for at deltage i diverse stævner rundt om i landet.
Hjemmesiden vil blive ajourført på den måde, at der ved sæsonstart bliver publiceret en aktivitetskalender. Med jævne mellemrum komme en nyhed. Derudover opfordrer vi dig som medlem til at tilmelde dig nyhedsbrevet. Så vil du blive adviseret via mail, når der kommer nyheder, som gerne skal ud til så mange som overhovedet muligt.
Vi håber, I vil tage godt i mod hjemmesiden – og opfordrer samtidig til, at I kommer med input, såfremt I har noget at fortælle andre medlemmer, f.eks. små beretninger fra ture, billeder o.lign.
På bestyrelsens vegne vil jeg ønske os alle sammen tillykke med hjemmesiden. | |