Årets Guldæg 2019

9. oktober 2019 20:41 , af Pia Jørgensen

Ved standerstrygningen i lørdags blev der uddelt kilometer-pokaler, men der blev også uddelt et "Guldæg" til et ungdomsmedlem. Til de, der ikke deltog i standerstrygningen, følger hermed begrundelsen for valg af guldægsmodtager: 

Årets guldæg er en pokal til den fra ungdommen, som har udmærket sig specielt i årets løb.

Guldægget er ikke bare til en, som har gjort det godt i kajakken. For at gøre sig fortjent til guldægget skal man også vise engagement, godt kammeratskab og vilje på land.

Årets guldægsmodtager har gjort alt dette. Modtageren har et rigtig flot fremmøde (og altid til tiden!) – og er desuden rigtig god til at melde afbud, når det kniber med at nå det....

Årets guldægsmodtager er altid smilende, glad og hjælpsom til vores træninger. Eksempelvis første person til at melde sig som objekt, da vi skulle vise ”de nye”, hvad en makkerredning er.

Årets guldægsmodtager vil gerne snakke – og heldigvis primært på land, så der er fokus på roningen på vandet. 

Årets guldægsmodtager blev Gustav Kristensen – Godt gået!

 

Mange kajak-hilsener
Finn Ladevig