Medlemsmøde - tak for deltagelse

20. februar 2019 19:59 , af Pia Jørgensen

Tirsdagens medlemsmøde havde tilslutning af hele 46 deltagere. Rigtig flot opbakning.

Til de, der ikke deltog kan vi fortælle, at temaet var "din og klubbens udvikling". Med "Din udvikling" mener vi bla. hvordan du bliver videreuddannet som roer og evt. instruktør, men også hvordan du bedst muligt bliver integreret i klubben - og engageret i klubben og klublivet. Og vi introducerede begrebet Kajak-Kaj og 30 skridt ind i klubben. Med "klubbens udvikling" mener vi bl.a. hvordan vi sikrer os, at vi fortsat kan udvikle os og vækste, samtidig med at vi har de fornødne ressourcer til at gennemføre begynderhold, M3 (kom godt igang hold), ungdomshold, afvikle Åbent Hus, Dagskursus og Sikkerhedsdag samt holde gang i alle de gode aktiviteter for klubbens medlemmer - og ikke mindst sikre, at de engagerede medlemmer ikke brænder ud. Der skal også fremover være medlemmer, som har lyst og energi til udvalgs- og bestyrelsesposter. 

Herefter fulgte en debat i grupper omkring egen udvikling og mål for den enkelte. Der blev debatteret livligt og efterfølgende afrapporteret i plenum. Der kom flere gode forslag til, hvordan klubben kan optimere integrationen af nye medlemmer, diskussion omkring platform til kommunikation omkring ture og konstatering af, at langt de fleste ønsker gode ture ud i naturen og det sociale fællesskab. 

Bestyrelsen vil forsøge at samle trådene og ud fra det vurdere, hvordan vi kan omdanne det til konkrete tiltag.

Og husk - hvis I brænder inde med noget, så skriv til os på klubbens mail. 

Aftenen fortsatte med et indlæg fra træningsudvalget, serveret af Claus Bille - hvor uddannelsessystemet blev gennemgået og hvor der blev agiteret for at melde sig til instruktør 1 kursus, som vi er så heldige at kunne afholde hos os selv den 4./5. maj. Alle der har IPP2 bevis (og det har alle, der har været igennem vores begynderhold) kan blive instruktør 1 . Der er 8 pladser, så skynd jer med tilmelding hertil. 

Sidste punkt på dagsordenen var input fra ungdomsudvalget - meget levende fremført af Louise Jochumsen. Ungdomsholdet har en udfordring med trænermangel i foråret, men med assistance fra velvillige HKK'ere ser det ud til at kunne lykkes at dække ind, så de unge roere kan komme sikkert på vandet.


Her skal samtidig lyde en tak til Louise for en kæmpe indsats på ungdomsholdet og alt det bedste for den kommende barsel. Mon ikke der kommer en ungdosroer ud af det på et tidspunkt? Finn Ladevig  tager over efter Louise i bestyrelsen. Velkommen til Finn. 

 

Tak for alle input.

 

Mange kajak-hilsener
Pia Jørgensen