Omskifteligt vejr

15. juni 2019 17:18 , af Pia Jørgensen

I den seneste tid har vi oplevet meget omskifteligt vejr - og det er derfor vigtig at tage sine forholdsregler, hvis man ror ud.

Man tjekker naturligvis vejrudsigten inden roturen og undlader at tage ud, hvis der f.eks. er lyn og torden på programmet. Nogle gange kan det dårlige vejr alligevel godt overraske en, når man er på vandet - og her må man søge ly for uvejret og gå i land. Lyner det, gælder det om at gøre sig så lille som muligt. Man bliver ret hurtigt afkølet, hvis det regner og blæser, så medbring gerne en pose med skiftetøj - og en telefon. Det kan jo blive nødvendigt at skulle tilkalde hjælp.

En efterladt, tom kajak kan få forbipasserende til at slå alarm - så hvis du efterlader en kajak, så kontakt selv alarmcentralen og fortæl, at der ikke er sket noget.

Jeg havde selv i dag "fornøjelsen" af at rende ind i et kraftigt regnvejr. Jeg havde tjekket vejrudsigten og vidste, at det ville komme til at regne og havde derfor besluttet mig for kun at tage til Husodde via Sundet og så lave lidt intervaltræning undervejs. Så kunne jeg nok nå det, inden regnvejret satte ind! Da jeg næsten er tilbage ved klubben, kommer regnvejret dog med stor styrke fra Boller-siden. Jeg er nået hen til Langelinie-anlægget, da der kommer et enkelt lyn og et tordenskrald. Jeg er helt tæt på kysten, så jeg går i land og bærer kajakken tilbage til klubben. Der kommer ikke flere lyn - men man kan jo aldrig vide.

Hvis andre gør sig nogle erfaringer og oplever det vi kan kalde en "nærved-ulykke", så må I meget gerne indberette til klubben. Det er en måde, vi alle kan få læring af.

Pas på jer selv.

 

Mange kajak-hilsener
Pia Jørgensen