Slaget på Reden

8. maj 2018 16:54 , af Pia Jørgensen

 

En nyfortolkning af "Slaget på Reden" var hvad Horsens borgere kunne opleve ved Sundet mandag den 7. maj - eller hvad var det lige der skete?

Vores alle sammen cheftræner Kenneth Bergenhagen, med forstærkning, havde taget vores begejstrede begynderhold med til Sundet hvor de for første gang oplevede fladt vand.

Perfekte rammer til træning af forlæns-/baglænstag, 360-graders drejning, otte-taller og støttetag - så der blev vitterligt roet på kryds og tværs, og nogle gange kneb det med at orientere sig i alle retninger. Der meldes dog ikke om nogen sårede eller tilskadekomne.

De stigende badevandstemperaturer fandt flere også tillokkende, allerede på udturen tog de første sig en dukkert og de våde fornøjelser fortsatte i Sundet (betydeligt varmere, især når sluserne havde været lukket).

Med denne oplevelse i frisk erindring venter vi alle på, om Kenneth næste gang vil introducere til pagaj-kast, kajakbytte m.v. og hvilken opsætning det kan tage inspiration af.

Tak for paparazzi Lars for aftenens billeder og til søværnet for opvarmning før aftenens forestilling.

Billeder kan ses i Galleriet.


Mvh. Karin