En dejlig dismissions-/sommerfest er blevet afviklet. Dagen startede med en rotur - i god blæst, men rigtig mange kom alligevel på vandet.
Louise Jochumsen tog initiativ til en række kajaklege - og det kom der megen morskab ud af. Vinderne af legene blev Ungdomsholdet, som om aftenen blev præmieret med slik. De to andre hold måtte nøjes med tudekiks.
Eftermiddagen blev fuldendt med lune boller og frisk frugt. Aktivitetsudvalget havde sædvanen tro engageret Neller, som stillede op og tryllede med helstegt pattegris. Duften fra grillen begyndte at kildre i næsen i løbet af eftermiddagen.
Ungdomsholdet havde sørget for at stille festteltet op om torsdagen, så borddækningsholdet kunne gå igang med at dække bord og pynte op. Per Heineth havde sørget for de kulørte lamper.
Ved 18-tiden begyndte de festklædte roere at ankomme og ved 19-tiden kunne vi gå til bords. Efter velkomst og diverse info kunne vi nyde den gode gris og det lækre tilbehør.
Aftenen bød på indlæg fra begynderholdet - flot tale af Sune og fællessange, akkompagneret af Sune og Jeppe. Sange som i øvrigt blev repeteret i løbet af aftenen. Diplomer til begynderne blev uddelt. Hele holdet er bestået og kan nu ro til Brakøre i sommerhalvåret.
Der var livlig snak og lydniveauet steg et par yderligere takter.
Desserten var den traditionelle - grillede bananer med whisky og flødeskum og dertil yderligere god kaffe. Mums.
Dagen derpå - klubben ligner igen sig selv, efter at oprydningsholdet (Viggo, Signe og undertegnede) tog en tørn søndag formiddag.
Tusind tak til Aktivitetsudvalget for et flot arrangement og stor tak til alle for at bidrage til en festlig stemning. Endnu engang tillykke til alle begynderne og tak til alle som har bidraget til oplæringen af begynderholdet - ikke mindst Træningsudvalget.
Fotos fra dagen kan ses i Galleriet.
Mange kajak-hilsener og god sommer
Pia Jørgensen