Jeg beklager, at jeg var lidt stram i betrækket i morges og også fik ytret mig negativt over for nogle af jer, men husk at det er af ren og skær bekymring.
Jeg var selv stået tidligt op og havde glædet mig til en tidlig morgentur på fjorden, men fra min altan kunne jeg ikke få øje på fjorden overhovedet og tågen lå tæt omkring mig. Så jeg besluttede mig for at vente til solen brød igennem - og tog så bare ned i klubben for at hilse på - der skulle jo være Dagskursus. Klokken var da 8.30 og man kunne ikke se hverken græsplæne på Langelinieanlægget eller badebroen. Så jeg tog en kop kaffe og ventede til 9.30, hvor badebroen tittede frem.
Herefter tog jeg ud på fjorden - og det så ud som om solen brød igennem - det gjorde den også kortvarigt, men så tågede det til igen. Jeg skulle ro meget tæt på kysten for at have landkending. Heldigvis klarede det op, da jeg nåede et stykke ud af Guldkysten og det blev det mest fantastiske vejr.
Det står i vores sikkerhedsregler, at man ikke må tage ud i tåget vejr uden landkending - og faktisk burde der også stå, at man bør have kompas med. Der skal meget lidt til, før man mister orienteringen. Desuden - når man skal ro så tæt på kysten, er der risiko for, at man støder på sten og muslingebanker.
Så overvej nøje hvad du gør, tænk altid på både din egen og andres sikkerhed.
Læs her om ulykker og nærved-ulykker, der bliver indberettet til Forbundet: https://kano-kajak.org/klubbensledelse/sikkerhed/haendelser/
og læs specielt denne om hændelse i tåget vejr: http://www.roinfo.dk/nyheder/tge-en-skrmmende-historie#.U0KRIfl_uqI
Mange kajak-hilsener
Pia Jørgensen