Sikkerhedsregler og regler for Rokort

27. maj 2017 14:10 , af Pia Jørgensen

Som nyt medlem i Horsens Kajakklub er der mange nye regler at lære og følge. Reglerne er ikke til for at genere nogen, men for at værne om din og min sikkerhed.

For at ingen skal være i tvivl om vores sikkerhedsregler, linkes der her til disse.

Klik videre til den skematiske oversigt, hvor begynderne skal kigge i kolonnen KURSIST/DELVIS FRIGIVET. Det er niveauet lige nu.

 

Inden man begiver sig på vandet er det yderst vigtigt, at man registrerer sig i Rokort (på computeren) - ellers har vi ingen chance for at se, hvor du og din kajak er henne, hvis der skulle opstå et nødstilfælde. Først tager du din kajak frem og derefter registrerer du din rute i Rokort. Sålænge begynderne ror sammen med andre delvis frigivne roere, er rutemulighederne begrænset til Gl. Badeanstalt, Sundet eller Husodde via Sundet begge veje. Husk at tage bestik af vejret, inden du drager afsted. Og vær realistisk omkring egne evner.

Skulle Rokort ikke virke på computeren, så læg altid en seddel ved computeren med dit navn, kajak og rute og hvornår du er taget ud.

Rokort vil blive gennemgået mandag den 29. maj til begyndertræningen.

 

Øvrige - frigivne og fuldt frigivne roere skal notere enten fast rute eller hvis man har GPS ur - GPS nord- eller sydkyst - evt. åen eller noget helt andet, hvis I er i fremmed rovand. Men igen vigtigt, at vi ved, om I er taget den ene eller den anden vej.

 

Husk også at holde dig ved kysten - max 200 m fra land om sommeren, max 100 m fra land om vinteren - naturligvis under hensyntagen til muslingebanker. Begynderne max. 100 m fra land, så længe de er delvis frigivet.

 

En anden vigtig ting er, at du altid skal sikre dig, at hus og bådhus / containere er aflåst, når du tager på vandet og igen når du tager hjem. Husk at slukke lyset og lukke vinduerne. Gå ikke ud fra, at andre gør det for dig.

 

På forhånd tak for at I passer på jer selv og hinanden, huset og udstyret.

 

Mange varme ro-hilsener og nyd det dejlige vejr
Pia Jørgensen