Husk Instruktøraften tirsdag den 13. marts

11. marts 2018 13:27 , af Pia Jørgensen

Hvorfor være instruktør i Horsens Kajakklub? 

 

Det kan der være lige så mange svar på, som vi er roere i klubben.

Vi har gennem mange år afholdt begynderkursus med stor succes. Der er mange erfarne roere, som har lagt liv og sjæl i at få gennemført en undervisning, som gav de nye roere en god oplevelse og gav dem mulighed for at nyde fjorden, alene eller sammen med andre.

Det formelle omkring, hvem der har måttet undervise og hvem der kunne frigive til IPP1 (delvist frigivet) og IPP2 (frigivet), har altid været i orden.

Fra 2020 strammer DKF dog kravene til undervisning og frigivelse, hvilket betyder, at det er roere på IPP instruktør 2 niveau, som har det formelle ansvar for uddannelsen og frigivelsen på IPP2 niveau. Andre roere kan fortsat naturligvis assistere omkring begynderholdet.

Horsens Kajakklub vil frem til 2020 benytte sig af den dispensation, der fra DKF’s side er givet og tillade, at navngivne roere – udpeget af bestyrelsen – på lige fod med IPP instruktør 2 uddannede roere – kan forestå og være ansvarlige for træningsaftener. Med hensyn til aflæggelse af prøver er det dog udelukkende IPP instruktør 2 uddannede roere, som kan være ansvarlige for disse.

Der vil både nu og efter 2020 stadig være stor brug for roere med erfaring, som vil hjælpe med begynderholdet samt brug for knap så erfarne roere til at hjælpe og støtte med begynderholdet.

 

For at sikre, at vi fremadrettet har et tilstrækkeligt stort antal uddannede instruktører, har klubben brug for flere, som gerne vil være instruktør – hhv. IPP instruktør 1 og IPP instruktør 2.

Alle roere på IPP2 niveau kan blive IPP instruktør 1. Det er så heldigt, at alle vores nuværende, frigivne medlemmer er roere på IPP2 niveau (egenfærdighed).

For at blive IPP instruktør 1 skal man gennemgå en uddannelse og bestå en prøve.

For at blive IPP instruktør 2 skal man først bestå en prøve som IPP3 roer (egenfærdighed). Der er mange af vores ”gamle” roere, som har det krævede færdighedsniveau, men der er ikke mange, som har taget den formelle prøve.

Når man er uddannet IPP3 roer, skal man på kursus og igen bestå en prøve for at blive IPP instruktør 2.

Sidste år gennemførte Palle Jensen, Louise Lange og Claus Bille uddannelsen og bestod prøven som IPP instruktør 2. Derudover har vi en lille håndfuld medlemmer, som har en instruktør 2 uddannelse fra tidligere og samtidig en masse erfaring.

Med vores egne IPP instruktør 2 uddannede roere, kan klubben faktisk selv uddanne IPP instruktør 1.  Dvs. hvis det har din interesse, kan du blive IPP instruktør 1 i foråret 2019 samtidig med, at du hjælper med at uddanne årets begynderhold.

Uddannelse til IPP3 roer og IPP instruktør 2 kan herefter tages i efteråret 2019 eller foråret 2020.

 

Spørger vi Claus Bille, hvorfor han ville være instruktør i Horsens Kajakklub, så er svaret følgende:

 

”For mig kom det snigende.  Jeg har i flere år være ”hold-ved-montør” på begynderholdet. Det har været nogle af de bedste og sjoveste timer, jeg har haft på vandet.

Jeg fik lyst til at være med til at planlægge undervisningen og stå med ansvaret. Det kunne klubben se en god idé i og jeg fik lov til at tage uddannelsen.

Uddannelsen har givet mig personlig og ”faglig” udvikling. Jeg har fået en viden, der giver mig mulighed for at ”nørde” med min roning. Jeg er blevet en teknisk bedre roer. Jeg ved, at jeg har plads til forbedring på mange punkter, men jeg ved nu mere om, hvad jeg selv kan gøre.

Oven i alt det har jeg også mulighed for at kunne give den viden videre til vores begyndere og andre”.

 

Så hvad vil dit svar på spørgsmålet ” Hvorfor være instruktør i Horsens Kajakklub?” være?

Tænk over det og kom gerne med dit svar på vores Instruktørsamling den 13. marts 2018.

 

Mange rohilsener
Susanne Winther, Træningsudvalget