Kajakdebutantens dagbog – ”Jeg elsker vand endnu mere end jeg troede”

Det var med blandede følelser, at jeg startede mit kajakeventyr. Jeg var meget glad for at være en af de 16, som fik en plads på begynderholdet i Horsens Kajakklub, men samtidig angst for mit første møde med hård vind og det danske forårsvejr i fjorden i en turkajak.

Så går vi i gang

Med ingen anden erfaring end nogle ture i en havkajak på min dannelsesrejse til New Zealand for snart 100 år siden, så var jeg taknemmelig for, at første møde med turkajakken blev i en svømmehal. Her øvede vi at stige i kajakken fra kanten – og nej, det var ikke ”piece of cake”, når man har balance som en bulldozer.  Mit første hej til kajakken varede i ca. 30 sekunder. Vi øvede også makkerredning og øvelsen med at løfte sig op af vandet og hokus pokus ned i sin kajak igen, aktiverede nogle muskler i mine skuldre, som ikke var vant til at blive brugt. Eller måske skulle jeg sige, muskler der vist aldrig har været brugt.

Eftersom vores øvested jo er en fjord, blev første tur på vandet også i masser af bølger. Så ja 50% af tiden blev tilbragt i vandet, og i april er det danske havvand ikke særlig varmt, selv i en neoprendragt. Men hold da fest, hvor var det sjovt. Det gav rig mulighed for at øve, hvordan man kom op i kajakken igen – enten fra strandbredden alene eller på vandet via en makkerredning. Så det fjernede frygten for at vælte totalt, da vi jo faktisk ikke lavede andet.

”Du skal ikke ro med armene”

Efter nogle øvegange, mest i blæsevejr, så begyndte kravene til roteknikken, at indfinde sig. Nu skulle vi ikke bare blive i kajakken, men rent faktisk også bevæge os fremad – dreje eller bakke. Så kommandoer som ”Op med den pagaj”, ”Stræk armene”, ”Du skal ikke ro med armene – brug ryggen”, eller ”Tror du selv, at du roterer nu?” flyver konstant ud af munden, på de både kompetente og ellers så flinke instruktører. Men det er for min egen skyld, og i de sjældne stunder hvor det lykkes mig at følge deres råd uden at vælte, så virker det faktisk.

Jeg er ikke balances mester, jeg havde minus armkræfter, da vi startede op. Men jeg bliver bedre, og det er både grænseoverskridende og knaldhamrende underholdende. Jeg føler mig tryg i det for mig fremmede fartøj, fordi der altid er en af de 4-5 instruktører, som sværmer ind og ud af begynderflokken, lige i nærheden. Og jeg kan se, at selvom jeg ikke er den bedste på holdet, så kæmper vi alle sammen, og vi gør det med kæmpe smil på læben.

Det koster selvfølgelig kræfter, og det tager tid at træne to aftener om ugen. To aftener hvor far må putte drengene alene, fordi mor smutter i kajakklubben, lige når det er ungernes sengetid. Men når lektionen er slut, og den obligatoriske kage efter et bad i klubben er indtaget, så kommer en glad mor hjem. En mor, der har dobbelt op på overskud næste dag, i hvert fald når 3 kopper kaffe er indtaget. En mor, der kan underholde med kajakanekdoter ved morgenbordet og en kone, der smiler. En kvinde, som når diplomerne bliver uddelt til sommerfesten, hvor hun og resten af begynderholdet bliver ”frigivet”, kommer til at være pissestolt af sig selv.

Hvad har jeg lært siden jeg begyndte til Kajak

• Man sejler ikke i kajak – Man ROR!!!

• Selvom kajakroning er en enkeltmandssport, så er du afhængig af en makker og han/hun er afhængig af dig.

• At det ikke er farligt at vælte i en kajak, så længe du har styr på sikkerhedsreglerne.

• At der findes utrolig mange skønne mennesker, jeg ikke havde mødt, hvis jeg ikke havde meldt mig.

• Jeg elsker vand endnu mere end jeg troede.

• At jeg havde endnu færre armkræfter end jeg troede.

• At få et følelsesløst skinneben er ikke nødvendigvis unormalt.

• At man træner mavemusklerne ved at ro i kajak – og det er ikke kun på grund af mængden af latter.

• At jeg godt kan bjærge en kajak 200 meter med en overbelastet skulder og arm

• At kageordningen er en del af vedtægterne i Horsens kajakklub

• At min kajakklub er fantastisk, fordi den har så mange fantastiske frivillige.

 Venlig hilsen

Gitte Black Tholstrup