Begynderhold startet

17. april 2026 19:39 , af Pia Jørgensen

Den 16. april blev dagen, hvor Begynderhold 2026 skulle stifte nærmere bekendtskab med kajakken, dens fortræffeligheder og de udfordringer, den kan give i starten.

16 nye roere, i nye jakker - denne sæson i varierende farver - blev budt velkommen af den store flok af instruktører, hjælpere og på-land-hjælpere. Dagens program blev gennemgået, herefter blev de opdelt i 3 grupper, som på skift fik udleveret kajak, fik den indstillet og fik vest og pagaj - og en indføring i ind- og udstigning af kajak fra broen. 

Det gik smertefrit - og inden ilddåben blev der naturligvis lavet opvarmning på græsset.

Endelig var der grønt lys for at komme på vandet - ekstremt lavvandet. Langt de fleste kom fint afsted, nogle havde begyndervanskeligheder, men i løbet af den følgende time, lykkedes det alle at blive i kajakken - for nogles vedkommende efter et kajakbyt.

Der blev cirklet rundt i kravlegården og det var tydeligt at se, at det gik bedre og bedre. Vejret var med os og østenvinden blev svagere og svagere.

På land igen blev rutinen med vask og aftørring af kajakker gennemgået, så det gik forholdsvis hurtigt med at få ryddet alt på plads. 

Efter et bad - varmt vand til alle - blev der evalueret og spist kage. 

Så er holdet i gang og vi glæder os til at følge dem og til at lære dem alle at kende.

 

De bedste kajak-hilsener
Pia Jørgensen