Solen kom frem, vinden lagde sig og skoven stod med sine mange farver - perfekt til fremvisning af den nye bro ved Bygholm Sø. Repræsentanter fra Bilka var mødt op til en festlig overdragelse af broen.
Nogle kajakroere og roere var på vandet og illustrerede på bedste vis, hvor smukt et sted Bygholm Sø er og hvor ideelt det er, at kunne ro på søen.
Formanden for roklubben tog ordet og takkede på fornemste vis Bilka / Salling Fondene for den flotte donation og kajakklubben for samarbejdet omkring dette projekt - et bevis for det gode i at løfte i flok. Jeg istemte og fremhævede, at vi glæder os til for alvor at tage broen i brug, når vi afvikler havneræs næste weekend.
Vi sluttede af med et lille traktement - og Bilka forærede os desuden et Paddle Board, som kommer til at ligge i huset ved søen. Så må vi se, hvem der bliver den første bruger af dette.
En dejlig fredag.
De bedste kajak-hilsener
Pia Jørgensen