Læserbrev: Bygholm Sø er en del af Horsens’ hjerte. Den er ikke bare et smukt landskab, man kører forbi - den er byens åndehul. Her går tusinder af borgere tur hver uge, her lærer unge at ro kajak, her træner roere, og fiskere fisker, og her finder vi den ro, som ellers kan være svær at få øje på i en travl by.
Men nu er søen ved at gro til. Det er ikke længere et problem for enkelte foreninger - det er et fælles tab.
Grøden har bredt sig så voldsomt, at idrætsundervisning, roning og fiskeri er sat delvist ud af spil store dele af året. Kajakundervisning hænger i en tynd tråd, stævnerne og øvrige aktiviteter på søen kan på længere sigt måske ikke fortsætte, og fiskere har svært ved at udøve deres passion.
Søen bliver gradvist ubrugelig for alle.
Kommunen ved det godt. På sin hjemmeside kalder den Bygholm Sø en “naturperle”. Men perler skal plejes. Skal sandfanget tømmes oftere? Skal der grødeskæres? Mens man taler om langsigtede planer, kvæles søen her og nu.
Derfor håber vi, at den undersøgelse, som kommunen har igangsat gennem bæredygtigheds-, natur- og klimaudvalget, vil give positivt bredt politisk samarbejde om bevarelse af Bygholm sø, som iværksætter løsninger med grødeskæring og sandfang nu.
Vil man bevare Bygholm Sø som levende natur og friluftsområde, skal der handles - ikke bare planlægges. En målrettet indsats for at fjerne grøde og rense sandfang gør en mærkbar forskel for både natur og borgere i Horsens.
Alternativet er en tilgroet sump midt i byen, hvor friluftsliv og biodiversitet forsvinder. Hvor man før kunne se og høre årerne glide gennem vandet og unge mennesker grine i kajakkerne, mødes man af stilheden fra et område, ingen længere kan bruge.
Bygholm Sø er et symbol på, hvad Horsens vil være for en by: aktiv, grøn og tæt på naturen. Hvis vi lader søen forsvinde, mister vi ikke bare et stykke natur, men et stykke af byens identitet.
Derfor spørger vi: Vil politikerne stå for handling og en fremtid for hele Horsens sø eller for skåltaler og planer uden virkning?
Vi, de tre brugerforeninger omkring søen, Horsens Roklub, Horsens Kajakklub og Bygholm Lystfisker- og Baadejerforening, er over 1000 aktive borgere, der hver dag giver liv til søen. Vi står klar til samarbejde.
Men tiden for snak er forbi. Bygholm Sø skal reddes nu.