Det er nu, det gælder...

6. august 2025 19:15 , af Pia Jørgensen

Ved et kig i kalenderen er det tid til en opfordring om at tilmelde sig et eller flere af de gode tilbud, der er i klubben i den kommende tid. 

Tænk vi har instruktører, der står parat til at give dig et KajakBoost over 6 tirsdage - det er da ikke til at modstå! Læs eller genlæs og tilmeld dig i kalenderen, gerne så mange tirsdage som muligt. Klik her: KajakBoost

Sensommertur - en fantastisk dag, hvor bl.a. de, der endnu ikke har været i fremmed rovand, har en gylden mulighed for at opleve det i følge med erfarne roere. Klik her: Sensommertur

Derudover mangler vi en kok til TirsdagsGrill i næste uge - er der mon en / flere, som vil gå sammen om dette? Husk det er muligt at vælge at lave tilbehør og så bede deltagerne om selv at medbringe det, der skal grilles.

På tirsdag den 12. august får vi desuden besøg af et firma, som hedder Motivu. De skal optage en klubvideo, så der må gerne være masser af liv i klubben og på vandet. Der vil blive lavet optagelser med drone - givetvis fra badebroen, så jeg håber på, at både deltagere i KajakBoost og andre vil ro inden for den rækkevidde på 500 m, der er for dronen - i det mindste i et stykke tid. Fotografen kommer kl. 17:00 og jeg har annonceret, at der er undervisning fra kl. 18:00. Hvis der bliver grillaften, vil det være endnu et godt indslag i videoen.

Dagskursus - den 24. august afvikler Uddannelsesudvalget Dagskursus - og der er ledige pladser. Vær med til at promovere dette på bedste vis blandt venner og bekendte. Der flyers i køkkenet eller I kan henvise til hjemmeside: Dagskursus

Tour de Gudenå - husk at få dig tilmeldt - dels via Sportstiming og i kalenderen. Der er tilmeldinger fra klubben til alle tre distancer, så der burde være muligheder for at koordinere transport. Husk at tale sammen om dette. Der vil blive indkaldt til infomøde, hvor vi gerne skulle få det hele til at gå op i en højere enhed. 

 

Så tag et kig i din kalender og i klubbens kalender og husk at få dig tilmeldt, inden det er for sent.

 

De bedste kajak-hilsener
Pia Jørgensen