Det hele startede så godt - Aktivitetsudvalget havde atter engang stillet an med dejlig gløgg og lune æbleskiver, pebernødder og klementiner.
Så kom vi til den "alvorlige" del af aftenen, hvor der skulle leges pakkeleg. Terningerne blev kastet med lynets hast. Først blev der taget pakker fra et neutralt bord, og da alle pakker var fordelt, fløjtede Niels-Henrik legen i gang og stillede uret til et kun for ham kendt tidspunkt.
Af uransaglige grunde havde det ene bord langt mere held i sprøjten med at slå 6'ere, og det lykkedes aldrig det andet bord tilnærmelsesvis at få samlet pakker. Det var så grelt, at deltagerne fra - lad os sige bord 1 - måtte stå og vente på at der blevet slået 6'ere ved bord 2, så de kunne få deres retmæssige pakker.
Nu er det jo en ganske alvorlig sag med sådan en pakkeleg, og under normale omstændigheder fordeles pakkerne mere ligeligt, så der var tanker om snyd. Puha, grimme tanker. Måske er det snarere en statistisk 100 års hændelse, vi har været udsat for. Men bord 2 hang med ørerne og venlige sjæle fra bord 1 uddelte lidt trøstepræmier, inden de slæbte hjem i pose og sæk.
Deltagerne ved bord 2 måtte lige sunde sig, men var dog enige om, at kampen fortsætter næste år - og så kan det jo være, at lykken vender.
Kig på vedhæftede foto og sammenlign til to billeder :-).
De bedste kajak-hilsener
Pia Jørgensen