Standeren er strøget - vimplen er hejst

6. oktober 2019 13:26 , af Pia Jørgensen

5. oktober - en af klubbens mærkedage - blev en rigtig dejlig eftermiddag og aften i godt selskab.

Sædvanen tro var der en rotur kl. 13.00. Da det blæste friskt fra øst og vi skulle være klar til taler, pokaler m.v kl. 14.30, blev det for de flestes vedkommende en tur til Husodde via Sundet. Der var også mødt ungdomsmedlemmer op - og de fik følgeskab af Signe og Tiff. Efter formiddagens regnvejr, viste solen sig og selve den formelle del af standerstrygningen kunne finde sted udendørs, selvom den del skuttede sig i den kølige vind. 

Efter formandens tale uddelte træningsudvalget pokaler til hhv. ungdom, seniorer, masters og oldies. Resultatlisten er hængt op i klubben og kan i øvrigt ses her (kræver at du er logget ind). Og Ungdomsudvalget overrakte Guldægget til den ungdomsroer, som har gjort sig specielt bemærket i årets løb.

Som ekstra punkt på den formelle del kunne Husudvalget igangsætte hollandsk auktion over 4 kajakker. Auktionen løber frem til næste lørdag, hvor mindsteprisen rammes.

Herefter havde Aktivitesudvalget stillet an med boller og kage og varm kakao. Kaffen måtte vi tænke os til, da dele af strømmen i klubhuset var gået sig en tur pga overbelastning. Det blev heldigvis klaret inden aftenens middagsarrangement.

Inden vi skiltes, blev der dækket borde - og så kunne vi tage hjem og vende - inden vi skulle mødes til en meget lækker middag, som Grethe havde tilberedt til os. Vi blev forkælet med tre slags kød, stegte kartofler og 3 slags salat. Desserten havde Susanne Svendsen stået for - og den var intet mindre end nougatroulade med frisk frugt - en himmelsk mundfuld.

Der blev hygget og skålet - og varmet sig på den stærke kaffe. Og snakken gik lystigt.

Endnu en god stund i Kajakklubben.

Nu går vi koldere tider i møde, men husk at hænge ved. Kan du ikke komme på vandet, så er der mulighed for indendørs træning.

Næste arrangement i klubben er Generalforsamling (29. oktober)  og herefter har vi Havneræs på Bygholm Sø (3. november). Umiddelbart derefter starter vi med SuperTirsdag (fællesspisning) den 5. november. Vi mangler bare en/flere kokke, som vil byde ind og tilbyde at lave mad.

Billeder kani øvrigt ses i Galleriet.

 

Mange kajak-hilsener
Pia Jørgensen