En helt utrolig smuk dag til afvikling af standerstrygning i Horsens Kajakklub.
Efter en morgen med tåge/dis, kom solen frem og varmede. Efter lidt rådslagning blev planen, at vi ville ro på sydkysten, da det så ud til, at det på et senere tidspunkt ville blæse op fra syd. Det viste sig at være en god plan. Det var perfekt rovejr for alle. Vi fulgtes i en pæn flok på udturen - nåede lige at skimte en sæl på en sten, før vi vendte om. Hjemturen blev flokken noget mere spredt.
Som planlagt blev der herefter holdt tale og uddelt pokaler. Der er i sæsonen blevet roet 54.361 km, heraf de 3043 km af begynderne. Kvinderne i klubben tegner sig for 37% af de roede kilometer, mændene har roet 62% og resten stammer fra gæsteroere.
Guldægget som tilfalder en ungdomsroer, fik følgende ord med på vejen:
"Vi har valgt en person, som har udviklet sig enormt meget, både personligt og i sporten. En person, som altid er klar til at ro og en der altid kommer til træning med et kæmpe smil. En person som udfordrer sig selv og deltager i samtlige stævner – og kæmper til det sidste.
En der kæmper med fartgrænser og sommetider også balancen. Det er en stor del af sporten at lære at vælte og så rejse sig op og fortsætte igen og igen. Det må vi sige, at personen efterhånden er blevet god til.
Personen er ekstremt vellidt blandt alle og selvom der har været lidt misforståelser om hvilken trøje, man har på til stævner, er vi superstolte over at overrække Guldægget til Pia Lapertis"
Hilsen trænerteamet
Pokalerne blev fordelt som følger:
Yngste roer, U18:
Pia Lapertis, 444 km
Seniorer – herrer:
David Ragula, 615 km
Seniorer – damer:
Asta Augusta Lind, 219 km
Masters – herrer:
Kim Dvinge Petersen, 1231 km
Masters – damer:
Merete Linnebjerg, 1033 km
Oldboys eller skal vi kalde det 55+ – herrer:
Claus Bjerring Sørensen, 3037 km
55+ – damer:
Pia Jørgensen, 2142 km
Derudover var der en lille gave til Susanne Svendsen for at være den, der hver eneste tirsdag bager kage til os. Et samlingspunkt vi skønner utrolig meget på.
1000 km trøjer til 15 medlemmer lå klar i køkkenet.
Inden standeren blev taget ned og vimplen hejst fik Tina Kreilgaard overrakt isfuglen som tegn på, at hun i den forgangne sæson er vinderen af The Big Five (sæl, isfugl, marsvin, havørn og odder).
Et leve og et hurra for Horsens Kajakklub og de første 90 år og herefter var der skønne boller med diverse pålæg, kaffe mv, som Rikke havde stået for. Stor tak for det.
De bedste kajak-hilsener
Pia Jørgensen