Vendelboløbet kajak og SUP maraton - Lørdag den 21. august 2021 (tilmeldingsliste på opslagstavlen i klubben)
I år arrangeres Vendelboløbet som et fælles SUP og kajak maraton i samarbejde mellem Aalborg Kajakklub (AAK) og Nordjysk Windsurfing Klub.
Vi har desuden modtaget et legat fra Nordea-fonden således at vi kan tilbyde trøjer til de første 120 tilmeldte samt fri forplejning i målområdet.
Legatet giver os også mulighed for ekstra lodtrækningspræmier blandt alle startende og der er derfor i år præmier for knap 5000kr. Da SUP og kajak-roere ofte har forskelligt udstyr vil præmierne primært være gavekort.
Løbet
Vendelboløbet for kajak byder på den 21 km lange, smukke og afvekslende rute fra Aabybro til Aalborg. Den omfatter roning nedstrøms ad den brede Ryå, roning på lavt vand ved åens munding, samt roning på åben fjord til måltagning ved Aalborg Kajakklub.
Vendelboløbet for SUP følger også ruten fra Aabybro men med start ved Skeelslundbroen og ikke mejeriet. Ruten for SUP er derfor 14km med kun 3km på Ryå inden man kommer ud i det lave vand bag Egholm. På Ryå skal man under to broer med fin frihøjde. Mållinjen er ved Aalborg Kajakklub.
Der er medaljer i alle klasser, men vi forbeholder os retten til at slå klasser sammen, hvis der er få tilmeldte. Der er lodtrækningspræmier blandt alle startende.
For kajak er der tillige klasser for K2 samt havkajak/surfski/åben klasse for både over 520cm, og en kort 7 km rute på åen for børn og unge under 18 med start ved mejeriet og mål ved Skeelslundbroen. Man må påregne selv at skulle hente børn og unge ved Skeelslundbroen.
Unge under 18 kan deltage i 21km kajak eller 14km SUP maraton hvis deltagerens egen klub tillader det.
Vendelboløbet for kajak er i 2021 en del af Dansprint Maraton Cup
https://www.kano-kajak.dk/discipliner/dansprint-maraton-cup/dansprint-maraton-cup-2021/
Det praktiske
Instruktion, registrering og udlevering af startnumre foregår kl. 10.00 på løbsdagen ved AAKs klubhus på Søsportsvej 10 i Aalborg.
Her kan man også forsøge at koordinere transport til startstedet.
Første start for SUP er 12.00 fra Skeelslundbroen (Skeelslundvej 107, 9440 Aabybro)
Første start for kajak er kl. 12.05 fra mejeriet (Brogårdsvej 148, 9440 Aabybro)
Deltagerne skal selv sørge for transport til startstedet.
Tidtagningen slutter kl. 16:00 med medaljeoverrækkelse og præmielodtrækning umiddelbart herefter.
Der er i år ingen bod i målområdet. Til gengæld vil der være fri forplejning. Der er som altid fri frugt, grønt og saft.
Der er muligt at campere på plænen ved AAK eller overnatte i klubhuset.
Alle deltagere skal bære svømmevest. Alle deltagere skal have IPP2 egenfærdigheds-niveau eller være frigivet indenfor egen klub.